Virtuel Elefanthukommelse

Vi taler meget om successen med de sociale medier. Hvordan Facebook her på 10-årsdagen er ufatteligt meget større end de fleste lande og hvordan både virksomheder og presse sår og høster breaking news på Twitter. Om betydningen af LinkedIn trods beskeden funktionalitet og om særlige tjenester til snartsagt enhvert socialt behov, bekymring og afvigelse; fra projektledelse til VR, der med Oculus Rift i øvrigt bryder igennem her i 2014.

Men der sker mere i skyen og jeg vil her beskrive et intimt bekendtskab, som over de seneste år har gjort min hjerne større og som nu efterspørges fra små og store kunder, lokale organisationer, offentlige instanser og internationale koncerner…

Jeg læser en artikel på nettet og tænker, at den vinkel bør deles med udvalgte kunder. Måske modellen skal supplere en pointe på et kommende kursus? Den skal huskes og ville være blevet til et bogmærke i browseren. Ikke længere. Den intelligente saks sorterer reklamerne fra og lader mig highlighte de afsnit, som er særligt vigtige, inden artiklen bliver en del af min permanente hukommelse.

Jeg ser et avisklip på køleskabet hos min svigerinde og vil huske sted og dato for ungernes rollespil. I gamle dage var det frem med pen og papir. Siden 2011 har det været et klik med smartphonens kamera, som netop der fik tilstrækkelig opløsning til at teksten kunne læses og søges.

Jeg giver det sidste visitkort tilbage til klubhusdeltageren, der bekræftende ser hvordan min telefon har genkendt alle informationer og oprettet en perfekt og meget brugbar kontakt i adressebogen.

Jeg skriver omhyggeligt et par ekstra søgeord på kursets flips, hvorefter både de og forbavsende mange andre ord fra deltagernes egne hænder også dukker op, når jeg leder efter dem i min udvidede hukommelse.

Jeg noterer til mødet på min tablet, tilføjer opgaver og ser dem som intelligente todos i min træk-og-slip oversigt. Sender som ønsket en kopi af den håndtegnede løsningsskitse til kunden, ikke som mail men som del af den fælles notesbog, der indeholder vores historie, tanker, fravalg, ideer og væsentligste kommunikation omkring hele projektet.

Jeg beder deltagerne åbne et af bilagene i det elektroniske kursusmateriale. Nogen læser hovedpunkterne i det skrivebeskyttede område, andre kopierer over og tilføjer deres egne notater med tekst, pen og overliner. Når grupperne afleverer deres konklusioner sker det i præsentationsmode fra den delte notesbog, som gavner os nu og som bliver en del af den delte hukommelse for holdet her og alle senere på samme modul i fremtiden.

Jeg står derhjemme og overvejer, om jeg vil gemme ungernes tegninger, oplysningerne fra rudekuverten eller kvitteringerne, som også er garantier for de mange julegaver. Svaret er enkelt: De ryger ud! Men først efter stakken med alle dens forskellige størrelser og formater er kørt igennem den makulatorlignende sorte boks, der æder, læser, komprimerer og arkiverer 25 dobbeltsider i minuttet.

Og jeg kan huske det hele, uanset om jeg er på app i smartphone eller tablet, eller arbejder i den fulde desktop-version. Skyen, den personlige og samarbejdende, dataintegrerende og oprydningsligeglade sky kender mine vaner og har automatisk har brugt indhold, meta- og geotagging til at arkivere alt, hvor det falder mest naturligt.

For, jo, jeg bruger og vil anbefale alle andre at overveje infrastrukturen i og omkring Evernote, min virtuelle elefanthukommelse.

NB. Ovenstående indgår i CfLs interne kursus om digital effektivitet, klik og se Prezien ,der cirka midtvejs kommer omkring Evernote…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

%d bloggers like this: